NU BLIVER DET NEMMERE FOR VISSE NETBUTIKKER AT SÆLGE I UDLANDET

Pressemeddelelse: Vallensbæk 06/04/2018

Mange netbutikker er enten længe om eller får slet ikke taget hul på at sælge deres varer til udenlandske kunder. Det er kurerfirmaet DHL Express godt i gang med at lave om på. Senest har firmaet derfor indgået en eksklusiv aftale med Magento, der er den tredje mest benyttede platform til nethandel i Danmark. Udover at sørge for den ideelle levering af kundernes pakker, vil kurerfirmaet arbejde på at få netbutikkernes øjne op for at de nemt kan få adgang til hele verden.

”Magento forbinder netbutikkerne med kunderne, og DHL sørger for, at kunderne får deres varer. Samarbejdet med Magento gør, at butiksejerne får adgang til branchens førende internationale shipping-muligheder med forskellige tilhørende tillægsydelser, der nemt og fleksibelt sørger for, at slutkunderne får deres varer,” siger John Pearson, der er CEO Europe og Global Head of Commercial i DHL Express.

Det nye samarbejde understreger endnu engang DHL-koncernens målsætning om at blive den ledende globale pakkeleverandør inden for e-handelslogistik. Koncernens forskellige divisioner udgør til sammen verdens mest internationale firma, der er tilstede i 220 lande og territorier. Det gør det muligt for netbutikkerne at udnytte koncernens uovertrufne globale rækkevidde til at gennemføre deres ehandelsstrategi. Netbutikker der gør brug af Magento-platformen vil nemlig fremover kunne vælge blandt en lang række af de forsendelsesmuligheder, som DHL-koncernen tilbyder, og som desuden forventes at vokse over tid. Det omfatter en stigende portefølje af pakker, ekspreslevering, fragt og andre logistikydelser, der leveres af DHLs forskellige divisioner.

”Nethandel handler ikke kun om ’Køb’-knappen og for netbutikkerne handler det om at møde kunderne på deres præmisser i forhold til den måde, de vil orientere sig, købe og modtage deres varer. Ved at blive partner med DHL vil netbutikkerne på vores platform blive i stand til at tilbyde forbedrede kundeoplevelser og skabe vækst i deres forretning ved at tilbyde kunderne de hurtige og bekvemme forsendelsesmuligheder, de forventer,” siger Mark Lenhard, Senior Vice President of Strategy & Growth hos Magento Commerce.

Fordel for e-handelsvirksomhederne

Som Premier Partner vil DHL’s services blive integreret helt ind i Magento-platformens administrationspanel. Derudover vil DHL få mulighed for at uddanne butiksejerne omkring forsendelser, best-practices og hvordan de kan øge deres salg på tværs af landegrænser. Det vil ske via Magentos online community, webinarer, inspirerende thought leader tekster, events som fx MagentoLive og individuelle møder. DHL vil også få tidligt overblik over Magento-platformens videreudvikling for på den måde helt tiden at være på forkant med at tilpasse integrationen med platformen.

”Vi er især begejstrede for muligheden for at integrere vores mest avancerede forsendelsesmuligheder i Magento Shipping. I DHL er vi vant til at arbejde med førende teknologivirksomheder som Magento. Vi vil kun fastholde vores position som global markedsleder ved at tage ny teknologi til os og sikre fortsat innovation. Magento er førende inden for e-handelsplatforme og DHL er en førende global logistikvirksomhed. Det nye samarbejde vil være en fordel for begge vores virksomheder – og vigtigst af alt en fordel for e-handelsvirksomhederne,” siger John Pearson.